Liv i Jægergården - nyt for børn i KulturNat Århus
Jægergårdens forhal vil summe af aktivitet og underholdning for børn og deres forældre fredag d. 10. oktober kl. 16-20.
Et helt nyt tiltag vil være med til at lyse Kulturnatten op i år. Børn og Unge-afdelingen i Århus Kommune slår nemlig dørene op til den 500 m2 store, flotte forhal på Jægergården i Værkmestergade og inviterer de 2-9 årige og deres familie indenfor. Børnekulissen har lagt sig i selen for at skabe Liv i Jægergården i samarbejde med daginstitution og dagpleje, Sundhedspleje og Tandpleje. Sammen byder de på alt fra teater over cirkus til eksperimentarium og gulerodskarameller. Børn og Unge-Afdelingen håber, at rigtig mange forældre med børn vil kigge forbi og tage del i underholdningen og de mange aktiviteter.
Faster Fies fest
Kl. 16.30 og 17.30: Til Faster Fies fest skal børnene synge og lege kendte børnesange sammen med skildpadden Sofus inden de alle skal fejre fødselsdag med småkager og flag. 35 min.
Sluk tørsten i vandbaren og tæm sulten med gulerods-karameller
Gå på opdagelse i din egen mund med spejl og lys. Mærk tænderne og tæl, hvor mange du har. Du kan også slukke tørsten med dejlig koldt vand fra mini-vandbaren. Din far og mor kan få en snak om børn og tandpleje med personale fra Tandplejen i Århus.
Klæd dig ud og spil en rolle i Børnekulissens Hatteteater
Børnene kan klæde sig ud og lege i Børnekulissens eventyrlige kostumer. De kan også sminke sig med de voksnes hjælp eller læse en Pixi-bog i den store runde sofa. Kl. 17 – 18 og 19 er der improviseret historiefortælling i Børnekulissens Hatteteater med udklædte børn eller dem, som vælger en hat til den rolle, som de gerne vil være. Velkommen til teatersport for børn.
Træn dine evner i cirkusworkshoppen
Prøv dig af som cirkusartist eller øv dig i jonglering med tørklæder eller i at ligge på glasskår. Måske får vi skabt en lille forestilling, som vi præsenterer på rigtig cirkusmaner med musik og cirkusdirektør.
Flyt blod – test balancen og hør hjertet slå i SundhedsEksperimentariet
SundhedsEksperimentariet er udviklet til Læring & leg for børn, unge og voksne i alle aldre. Det handler om helbred, velvære og livsstil. Du kan lære at spille mikrogolf og du kan prøve, om du har brug for din hjerne. Der vil være sundhedsplejersker, som hjælper dig med at udføre de forskellige øvelser - men det er også en god ide at dyste med mor og far - hvem har den bedste balance? og hvem er bedst til at flytte blodet?
Deltag i Værdispil om børns rettigheder
Kom og vær med i spillet om den værdifulde dagpleje – et spil om barnets rettigheder. Spillet går ud på at diskutere de pædagogiske værdier i dagplejen – og alle kan være med. Kun fantasien sætter grænser for gruppedannelse og spillemuligheder.
Idet jeg håber at I vil foromtale Liv i Jægergården – og evt. kigge forbi på selve aftenen – sendes de venligste hilsner på arrangørernes vegne
Erik Foged, leder
Børnekulissen, Silkeborgvej 342, 8230 Åbyhøj
Tlf. 8675 5500 Mobil 2920 4000
Mail: erik@kulissen.dkInternet: www.kulissen.dk
Fakta
Liv i Jægergården afholdes fredag d. 10. okt. 16-20 i forhallen til Børn og Unge-Afdelingens administrationsbygning mellem Jægergårdsgade og Værkmestergade – ved siden af Bruuns Galleri.
Liv i Jægergården er et arrangement i KulturNat Århus og adgang til arrangementet er betinget af gyldig Nattegn/armbånd.
Liv i Jægergården er arrangeret af Børnekulissen i samarbejde med Tandplejen, Sundhedsplejen, Dagplejen og Daginstitutionsafd.
Liv i Jægergården er støttet af Kulturpuljen i Magistratens 1. afd., Århus Kommune.