Hatteteater er en sjov og engagerende teaterform, hvor børn fra publikum er med til at bestemme, hvad der skal ske.
På scenen er en masse hatte. Den voksne historiefortæller inviterer en håndfuld børn til at vælge en hat, og derefter improviseres en historie frem som børnene spiller rollerne i. Hverken historiefortælleren, publikum eller børnene ved på forhånd, hvilken historie, der skal spilles, men et er sikkert: det er sjovt, overraskende og fantasifuldt.
Hatteteater skaber en god og medlevende stemning, idet børnene aktivt er med til at bestemme historierne. Den voksne historiefortæller har ansvaret for at få alle børnene på scenen med, og er åben overfor børnenes forslag og ideer. Jo ældre børnene er, jo mere kan de inddrages og selv komme med forslag. Børnene kan vælge mellem ca. 25 hatte, som hænger på en scenografi, og historiefortælleren har en trådløs mikrofon, så alle kan høre, hvad der bliver fortalt. Hatteteater kræver ingen scene eller mørklægning, men blot en spilleplads på 4x5 meter.
Hatteteater med kostumer
Børnekulissen har en masse flotte kostumer og en sminkekuffert, som vi gerne tager med, når vi laver Hatteteater. Børnene kan klæde sig ud og lege i kostumerne, de kan sminke sig med de voksnes hjælp, og der vil blive vekslet mellem at lave hatteteater og leg i kostumerne. Dette arrangement varer cirka 1½ time og er ideelt til børnehaver, biblioteker og foreninger. Arrangørerne skal stille en medarbejder til rådighed, som hjælper børnene med kostumerne.
Hatteteater med musik
Mathias Granum er en talentfuld musiker, der med klarinet, klaver og tromme skaber underlægningsmusik til Hatteteaterhistorierne. Med musikken understreges historiernes spænding, drama og poesi, hvilket hjælper børnene til at leve sig endnu mere ind i rollerne og historiens handling.
Hatteteater for voksne