Om at være på hatteteaterkursus
Af Mie Christophensen, Børnekulissen

Pædagoger fra 6 institutioner har været på kursus i at lave
hatteater med de 3-6 årige. Godt og brugbart værktøj, lyder
deltagernes vurdering.
 
 
 
Den 22. februar afholdt Børnekulissen første del af et kursus i hatteteater, der skal tjene til at udbrede den improviserede teaterform som en del af dagligdagen i de århusianske børnehaver. Underviseren var dramaturg Mariane Siem, der selv er historiefortæller i Børnekulissens Hatteteater, og hun lod ikke deltagerne blive siddende på deres pladser ret længe. Hatteteater lærer man kun ved at gøre det! sagde hun, og så fløj timerne ellers afsted, mens pædagogerne skiftedes til at gå på gulvet og improvisere fortællinger frem. Da dagen var omme fik deltagerne en stor pose hatte med hver, så de kunne øve sig hjemme i deres institutioner en uges tid.
 
Børnehuset på Herluf Trolles Gade havde sendt pædagog Pia Lund Hansen på kursus, og hun er glad og tilfreds med sit udbytte.
 
- Jeg er uddannet inden for drama og har tidligere undervist på seminariet, så det har været en stor udfordring for mig pludselig at skulle lave teater med børn. Vi voksne vil altid gøre tingene så komplicerede, vi søger helt naturligt de store konflikter i vores fortællinger. Gennem hatteteater har jeg lært at forenkle plottet og i stedet koncentrere mig om at børnene får lov at udfolde sig i de roller de har valgt (ved at tage en hat på, red.).
 
Pia er ikke i tvivl om at hatteteater er et brugbart pædagogisk værktøj. - Hatteteater kan en masse socialt i forhold til samspillet mellem barn og voksen, forklarer hun. Det er mig der har fortællerrollen, men jo flere gange jeg laver det i børnehaven, jo nemmere har børnene ved selv at komme med indspark og replikker. Hatteteater er noget vi er fælles om. Derudover er det rigtig sjovt at lave, både for børnene og mig! Det henfører os alle sammen i fortællingens og legens univers.
 
Jovist, de fleste børn elsker at klæde sig ud og være med i en historie, og på Herluf Trolles Gade er børnene tilsyneladende glade for det nye tiltag. – De tigger mig om at lave hatteteater hver dag, griner Pia, og tilføjer at hun lige nu samarbejder med en anden pædagog om at krydre hatteteaterhistorierne med improviseret musik og sang. Og så må interviewet stoppe, for hun skal lige nå at øve sig en gang mere, inden kursusdeltagerne skal mødes til en afsluttende dag med fælles sparring og erfaringsudveksling. 
 

Udskriftvenlig